Forlaget Meelbye

”Alene kan du flytte småsten – sammen kan vi flytte bjerge.”

”Dette citat, som jeg har ”tyvstjålet” fra en af mine gode kollegaer i Politiet, er det nærmeste og mest korrekte i forhold til den proces, som jeg gennem flere år har haft med denne bogs forfatter, journalisten Susanne Meelbye. Allerede da jeg første gang havde kontakt med hende, hvor hun – ved en række af tilfældigheder – kom til at tale med netop mig, tænkte jeg: ”Denne kvinde er speciel og hendes problem er så komplekst og interessant, at hun bør have al den hjælp, som jeg – i kraft af min mere en 30-årige tilknytning til Frederiksberg Politi – kan give hende.

Det blev til mere end 3 års intens sparring, som til sidst endte ud i Mordet på Moster & Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej. Den ildhu, efterforskning og flid, som Susanne har lagt for dagen har jeg den største respekt for.

Kim W. Vammen, Vicepolitikommissær Bellahøj Politi”

En Stenalderdreng

Flis var en stærk mand, en rigtig kraftkarl. Man kunne se på hans skæg og hår, at han var gammel. Hvor gammel han var, vidste han ikke, for der var ikke noget, der hed årstal. Og heller ikke noget, der kaldtes fødselsdag. Han vidste bare, at han var født om våren, og på den samme årstid var tvillingerne Snild og Glad kommet til verden. Lys den yngste, var et sommerbarn. 

Bogen kan læses af børn af fra 9 år, eller sammen med voksne.

Forfatter Susanne Meelbye fortæller, hvorfor er hun gået ind i sin mosters drabssag:

”Mordet på min Moster” er en autentisk historie. Den 24. september 1946 findes den 23-årige syerske Else Langkjær dybt bevidstløs i sin lejlighed på Bentzonsvej 44 på Frederiksberg i København. Else har på dette tidspunkt voldsomme hovedlæsioner og blødninger under huden flere forskellige steder på kroppen. Hun afgår ved døden samme aften, uden på noget tidspunkt at være kommet til bevidstheden.

Politiet sigtede efterfølgende Elses forlovede Poul Gantzler for overfaldet. Han var sigtet et par måneder, men gik fri da to af hans andre intime bekendtskaber, Carla Andersen og Anna Henriksen, gav ham et alibi.

Min familie vidste godt, at han var sigtet, men ikke at Frederiksberg Politi indstillede efterforskningen, blot to måneder efter hendes død, og lukkede sagen som selvmord. Dette fandt vi først ud af 65 år senere – da jeg fik aktindsigt i sagen, som lå gemt af vejen på Rigsarkivet.

Det chokerede mig, at politiet havde opgivet sagen så hurtigt, og at efterforskning var fyldt med store og små fejl, der fik afgørende betydning for, sagens endelige udfald.

Min familie blev dengang revet i stykker på et split sekund, som det dagligt sker for mange andre familier, når et familiemedlem mister livet ved drab, vold eller ulykke. De efterladte prøver at finde svar på, hvad der skete. Hvorfor skete det, og hvem for- årsagede det?

Uvisheden skaber utryghed, falske håb, som kan munde ud i fantasifulde konspirationsteorier.

Sandheden kan gøre ondt, og være barsk at kapere, men giver samtidig os efterladte en mulighed for at komme videre med livet.

Hvorfor skriver jeg denne bog? Det gør jeg, fordi jeg føler, at der er et behov for at skabe en debat om de fejl og mangler, politiet lavede dengang og som stadig sker i 2013. Vi har som borgere i Danmark brug for – og ret til, at have et politi, der tager ansvar for de beslutninger, de træffer i mord-, og ikke mindst, i selvmordssager.

Min mosters sag er ikke enestående. Følger man med i medierne, kan man læse om andre grelle historier, hvor politiet har lukket sagen som selvmord, til trods for, at beviserne tydeligt viste, at det enten var drab eller vold med døden til følge – som jeg kan konkludere i Elses sag, og som i dag bliver støttet af bl.a. forhenværende drabschef Ove Dahl, Københavns Politi.